Så mange penge koster en jordomsejling!


Foto: Sarah Bundgaard, Kontra Coffee
Jeg er ofte blevet spurgt hvor meget en jordomsejling egentlig koster og hvordan i alverden jeg kan få råd til sådan at sige mit gode job op og købe en sejlbåd for at rejse verden rundt på ubestemt tid.
Det korte, men måske ikke helt lette svar er at det gør man ved at prioritere – for mit vedkommende benhårdt, men det er på ingen måde en umulig opgave. Når I ser tallene skal I huske at det var mit udgangspunkt og min jordomsejling – hvordan andre prioriterer ved jeg ikke, men det kan sagtens være at de når frem til et helt andet tal. Når jeg deler mine erfaringer – også de økonomiske er det udelukkende til inspiration og for at gi et indblik i hvad en jordomsejling KAN koste.
Mit udgangspunkt da jeg fik drømmen om en jordomsejling var til at overse. Faktisk lød kontoen på minus 14.000 kr. den aften tilbage i februar 2015 da jeg med bævrende hjerte tjekkede kontoen – endnu mens beslutningen om en jordomsejling var få minutter gammel.
Hvad gør man så. Ja, jeg gennemgik alle mine faste udgifter, opsagde Netflix-kontoen, Spotify, fagforeningen, a-kassen og derefter gennemgik jeg mit mobilabonnement og samtlige forsikringer. Med et snuptag var faste udgifter blevet skåret ned til et absolut minimum.
Knap så let var det at udleje det største værelse i min elskede lejllejlighed på Vesterbro til en tysk udvekslingsstuderende, men jeg besluttede mig at se det som en øvelse i at leve og bo tæt – det skulle jeg jo snart brug for. Sådan – mine egne boligudgifter var hermed nede på et absolut minimum og da jeg et år senere kunne flytte ind hos Roeren (kæresten) og fik lov at bo gratis og gøre brug af hans forsikringer blev det hele endnu lettere. Stort set hele min løn kunne sættes ind på opsparingskontoen som voksede måned for måned.
I maj – godt et år efter at beslutningen om en jordomsejling var truffet købte Roeren og jeg sammen ”Vesterbro” som jeg døbte min nye sejlbåd. Vesterbro var delvist rigget til langturssejlads og selv om jeg umiddelbart tænkte at jeg købte en båd der var klar til at sejle jorden rundt så skulle der altså et hav af forbedringer til.
Forbedringerne består primært af nye sejl og ny rig, ny gasovn og gasinstallationer, dykkergrej og kompressor, solceller og nye batterier, redningsveste og forskelligt sikkerhedsudstyr som fx redningsveste, sattelittelefon og EPIRB.
705.384 kr. (se flere detaljer nedenfor) er hvad det i alt har kostet at købe og klargøre min båd fra drømmen startede og til nu hvor der er få dage til afgang – og det er altså inklusiv havnepenge og forsikring osv. Det er også inklusiv hver eneste skrue der nogensinde er købt, værktøjet som jeg intet ejede af (jeg havde ikke engang en skruetrækker) og hver eneste rulle gaffa og fugemasse der er brugt . Alt er talt med og alt er gjort på budget. Båden er gjort klar med råd fra professionelle, men arbejdet er stort set udelukkende udført af mig og mit fuldstændige fantastiske netværk. Tak venner!
At købe og klargøre en båd til en jordomsejling kan gøres både langt dyrere og langt billigere efter min mening. Jeg er gået efter en 42 fods båd med 6 køjepladser og ståhøjde og plads til dykkerudstyr og kompressor, men går man efter en båd med mindre komfort bliver både båden, men også klargøringen en del billigere.
Og hvad så nu? Der skal jo også være penge til oplevelser ude i verden. Der er ikke mange penge tilbage på kontoen, men det skal nok gå alt sammen. Jeg lover at vende tilbage med sejladsudgifterne undervejs.
Udgifter til køb og klargøring af sejlbåd til jordomsejling | |
Køb af båd | 440000 |
Sejl og rig | 81420 |
Forsikring | 23908 |
Havneplads | 22539 |
Fiske- og dykkerudstyr | 35549 |
Diverse indkøb, reparation og vedligehold | 69132 |
VVS og el: gas, batterier, vandpumpe, køler | 20637 |
Sikkerhed (redningsveste, EPIRB, sattelittelefon) | 12200 |
Hvad tænker I? Er det dyrt? Billigere end I regnede med? Kommentarer er meget velkomne!
Hej Vibeke. Først vil jeg ønske dig en rigtig god tur som forhåbentlig bringe glæde og gode erfaringer til dit liv. Jeg tænker egentlig at dit budget ser okay ud, og vil bare lige minde om at forsikringen bliver x 2 i Atlanten og x 3 i Stillehavet. I Atlanten bliver det faktisk det samme som du har i DK, for du slipper for afgiften når du sejler væk fra Danmark. Har du en plan med gaster på din tur, eller hvordan vil du finanserne turen rundt? Jeg kan se på din hjemmeside at du har reklame på den og det giver måske lidt indtægt, men for mange irrelevante reklamer skræmmer læsere væk…tror jeg – i hver tilfælde mig.. Rigtig god tur og held og lykke.