Hvor amatør-agtigt!

Om at være hjemme uden rigtig at være det

unnamed

Jeg skal med det samme advare om at dette blog indlæg er blevet mere samfundspolitisk end sejladsrelateret, og hvis det ikke er noget sådan en søndag eftermiddag, så må man hellere skynde sig at klikke videre.

Jeg har været hjemme i Danmark i to uger nu og selv om det i starten føltes lidt uvant at have sko på fødderne, og cykelbenene – og især rumpen – godt kunne mærke at den havde siddet stille temmelig længe, og at jeg også lige måtte tjekke med Roeren om der da ikke var kommet flere biler på Vesterbro de sidste tre måneder , så har jeg altså for længst affundet mig med at have indespærrede fødder, fået trænet ballerne op og indset at trafikken bare er tung i vores kære hovedstad.

Men når det så er sagt så er det altså lidt af et antiklimaks at være tilbage i Danmark og jeg har haft rigtig svært ved at finde mig tilrette igen herhjemme. Det giver jo selvfølgelig rigtig god mening at være her i den forstand at passatvinden som skal hjælpe os over Atlanten først kommer omkring midt november, start december, men det giver især mening eftersom Roeren har sagt sit job op og skal med på hvad der nu bliver vores jordomsejling, så har vi også en lejlighed der skal pakkes ned, rengøres og fremlejes og her kommer jeg selvfølgelig ind i billedet. Men jeg kan godt mærke at det slet ikke er her jeg skal være – jeg skal være på min skønne båd og selv om det selvfølgelig er dejligt at se venner og familie igen så bliver det endnu dejligere når Roeren og jeg om små to uger tager til De Kanariske Øer for at gøre Vesterbro klar til et Atlanterhavskryds og forhåbentligt også udforske øen på egen hånd inden næste hold gaster påmønstrer.

Jeg har haft lidt svært ved præcist at sætte en finger på hvad det er der gør at jeg ikke rigtig trives herhjemme, men langsomt er det gået op for mig at knap var jeg landet i Kastrup Lufthavn inden jeg selv blev en del af det som jeg egentlig gerne ville væk fra. Det tog mig lidt tid at forstå det, men når jeg så rejser rundt i København og resten af Danmark for at se og tale med de mennesker der betyder allermest for mig står det pludselig helt klart.

Når folk siger ”hvor er du modig” og ”hvor ville vi ønske vi kunne gøre sådan noget”, så tror jeg ikke altid det handler om at folk gerne vil på jordomsejling og være til havs i dagevis – faktisk så tror jeg ofte – i hvert fald når det kommer fra den del af vennekredsen som er mere landfolk end søfolk – det vil sige langt størstedelen, så handler det om at gøre noget helt andet, stå af ræset og være mere sammen med familien og vennerne.

Igen og igen hører jeg de samme fortællinger. De handler om den enlige mor der desperat forsøger at kombinere lange arbejdsdage med barnepige og lukketid i børnehaven, de handler om familien med to små børn hvor ingen af forældrene kan få lov at arbejde på nedsat tid og når en af mine nærmeste venner ikke kan få lov at holde 14 dages retsmæssig barsel ved sit barns fødsel, fordi det er i en ubelejlig periode på arbejde og fordi han er en stor ressource så står jeg altså helt af.

Vi har skabt et samfund og især et arbejdsmarked som på ingen måde balancerer med familieliv. Og i mine øjne er problemet ikke at mænd ikke tager barsel nok eller at kvinderne prioriterer karrieren for højt. Det er simpelthen strukturerne i vores samfund der er problemet og der er ingen – heller ikke jeg selv der ved hvordan man står af. Vi har hus, lån, forbrug og et arbejde der kræver ens fysiske og mentale tilstedeværelse i store dele af døgnet.

Jeg kommer ud af badet og til min intetanende kæreste som lige er kommet ind af døren nærmest råber jeg: ”Jeg skal skrive en ph.d. om hvordan man kombinerer strukturerne for arbejdsliv og familieliv”. Han smiler og siger ”det synes jeg er verdens bedste idé”. Men igen – det gjorde han også i sidste uge da jeg sagde at jeg ville være pottemager (ikke keramiker – for det lyder da lidt snobbet synes I ikke?) 😉

Til min elskede mor – som jeg ved også kæmpede med balancen mellem arbejdsliv og familieliv siger jeg: ”Tænk hvis jeg kunne morgenbade i havet med mine unger hver morgen?” ”Men det er jo en drøm” siger hun og siger dermed også at det ikke er en realistisk tanke.

Måske derfor jeg er taget helt væk? Eller derfor jeg pludselig kigger på nedlagte præstegårde på Ærø – fjernt fra alting! Fordi jeg tænker at her ikke er akademiske arbejdspladser og at jeg derfor er nødt til at opfinde mine egne strukturer for hvordan jeg gerne vil leve mit liv – med fokus på nærhed og kærlighed. Til mig selv, min kæreste og vores forhåbentlig kommende børn og langt væk fra stress og følelsen af utilstrækkelighed?

Tænk hvis det var muligt at skabe et arbejdsmarked som kunne rumme familielivet?

Det var tankerne i denne omgang – tanker som jeg lagt fra er færdige med fordi ejerskab og kontrol over mit eget liv er noget der er værd at kæmpe for.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor amatør-agtigt!