Så blev det alvor

Luksusliv på budget

IMG_4781

Efter at jeg har truffet beslutningen om at tage på en jordomsejling har mit liv ændret sig radikalt på rigtig mange områder. Dels fordi min hverdag er blevet fyldt med sejlads og dykning og en masse andre aktiviteter der skal ruste mig til turen, men også fordi jeg i høj grad er begyndt at leve et liv på budget. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg for få måneder siden brugte alle de penge jeg tjente (og måske lidt til hvis I spørger min bankrådgiver). Kontoens udgangspunkt var ihvertfald minus 14.000 kr og så er der faktisk et stykke vej til de omkring 700.000 kr som jeg har estimeret jeg får brug for til at finansiere en båd og tre års sejlads.

Egentlig er det lidt pinligt at tænke på. Jeg har trods alt arbejdet i et helt år efter jeg blev færdig med mit studie, men min gamle vane om at udnytte mit overtræk havde åbenbart ikke ændret sig. Jeg brugte lystigt løs af min løn og jeg tænkte aldrig en ekstra gang inden jeg købte en ny taske, det par lækre sko eller takeaway for 5. gang på en uge.

Der skulle altså helt nye vaner til inden min drøm kunne blive virkelighed. Min ihh så altid økonomiske lillebror hjalp mig med at få opstillet et budget og for første gang i mit liv kunne jeg se, sort på hvidt, hvad jeg brugte mine penge på. Alle ikke nødvendige udgifter blev elimineret, der flyttede en tysker ind på min sofa og jeg selv fik tildelt 2000 i lommepenge til mad, tøj og gaver hver måned – ja selv mine forsikringer fik en gennemgang.

Jeg gør sjældent noget halvt og det gælder også en opsparring. Jeg har fundet ud af at jeg kan leve på en sten og de sidste to måneder har jeg faktisk kun været i et supermarked tre gange. Jeg har leget “tøm skabe og skuffer” og det er der kommet en del sjove (el mindre sjove, afhængig af hvordan man ser på det) retter ud af. Vidste i fx at kippers, hytteost og hvidkål sagtens kan udgøre et måltid?  Jeg har selvfølgelig også bare kunne gå ned i banken og fedte lidt for min bankdame, men det ville simpelthen ikke give mig den samme tilfredsstillelse. Det er vigtigt for mig at det her projekt er noget jeg har gjort og arbejdet for at få til at gå i opfyldelse. Det andet ville simplethen være for nemt og også lidt for dumt i øvrigt. At komme hjem efter tre år uden et job og så have en kæmpe gæld. Jeg er ikke sikker på jeg ville opleve den samme følelse af frihed.

Er det ikke lidt for ekstremt tænker du sikkert? Bliver hun ikke træt af det i løbet af tre år? 2000 kr om måneden er jo ingenting? Det korte svar er “Jo”, “Helt sikkert” og “Det siger du ik!!” Ihvertfald er dba.dk blevet en af mine foretrukne hjemmesider og det er faktisk lykkedes for mig at leve i et par måneder for de penge jeg har tjent på at sælge en masse af de ting jeg alligevel ikke havde brug for. I forvejen er det begrænset hvor mange ting man kan have i en to værelseslejlighed og når jeg tager afsted om nogle år, så er det ikke planen at jeg skal eje mere end at det let kan transporteres hjem til mine forældre.

Det er da med en vis bekymring at jeg kigger ind i mit garderobeskab og tænker på hvad jeg skal tage på på arbejde om tre år. Der er også ved at være lavvande i min 400 kroners åh så økologiske og miljøvenlige ansigtscreme med de helt rigtige frugtsyre og jeg er så småt begyndt og spekulere på om en 50 kroners model fra supermarkedet også kan klare jobbet?

Jeg har været vant til at bruge løs uden at tænke og uden rigtig at nyde og selv om det måske lyder banalt, så synes jeg faktisk at mine nye vaner har givet mig et nyt luksusliv… bare på budget. Det har fået mig til at tænke mere over hvad der virkelig betyder noget og det er gået op for mig at de bedste ting faktisk sjældent koster ret meget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så blev det alvor