Frustrationens mange ansigter

Lad os ryge en fredspibe

image I går havde jeg verdens bedste gaster ombord. Intet mindre! Kjeld er Phantom bådejer og kender derfor vores ”Vesterbro ” rigtig godt uden nogensinde at have sejlet med hende. Han kender alle hendes små hemmeligheder og ved præcis hvordan hun skal behandles. Peter er kapsejlads sejler og har været over Atlanten før så han kender langtursudstyr og ved hvad det social ombord betyder. De har begge sejlet i et halv liv og er eksperter i sejl, trim og udstyr. Tilsammen kender de også flere røverhistorier end jeg nogensinde kommer til og så ved de hvordan man entertainer.

Jeg kender ingen af dem og har aldrig mødt dem før så da de kommer traskende ned af langgangsbroen med tasker og en kurv fyldt med proviant aner jeg ikke hvad jeg skal kigge efter, men alderen passer meget godt tænker jeg og vinker. I løbet af det sidste års tid er mine venners gennemsnitsalder steget med omkring 40% og det er faktisk ret fantastisk.

Tilbage i januar da jeg var til vintertræf med langturssejlerne mødte jeg Karsten. Karsten og jeg blev hurtigt gode venner og da jeg for nylig spurgte ham om han mon ikke havde tid til at komme og sejle på ”Vesterbro” med Roeren og jeg var han desværre på vej til Færøerne – i sejlbåd vel at mærke. I stedte fik jeg fornøjelsen af to af hans venner ”Du vil holde af dem begge – det lover jeg” skrev han.

Efter lidt betænkningstid indvilgede jeg. Det er jo helt vildt så venlige og hjælpsomme langturssejlere er – det er næsten overvældende. Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg havde været uden alt den hjælp jeg har fået.

”Hvorfor købte du en Phantom” spørger Roeren nysgerrigt og forventer et svar der handler om gode sejlegenskaber og en god og stabil båd, men vi bliver begge overraskede over svaret. ”Jeg sank min anden båd ved et uheld” siger Kjeld og der er ingen der har mod til at spørge mere ind til den historie.

”Hvis jeg var skibets ejer, så gav jeg lette bajer” synger Peter og kigger tørstigt på mig. Jeg bliver helt rød i kinderne. Køleren er ikke tændt og de øl der ligger under dæk er mere end varme i det lune vejr. Jeg har en sandwich med til vores gaster, men jeg har ikke tænkt på drikkevarer. Det har Peter heldigvis og finder øl, kaffe og skipperpiber frem. ”Lads os ryge en fredspibe” griner han.

Vi har en dejlig aften på Øresund og jeg lærer en masse – jeg kan mærke at jeg konstant bliver klogere… og at noget af det efterhånden bliver hængende. Fed følelse. De to herrer underviser i trim, fortæller historier om en Ole som ved et uheld sejlede sin båd helt op på molen og så prøver vi kræfter med spilerstagen for første gang.

image image

Vores langtursudstyr får også en ordentlig overhaling – de har fokus på sikkerhed og ingen af dem har den store tiltro til vores rullebom. ”Det dur ikke i 10 meter høje bølger” siger Kjeld og jeg stirrer vandtro på ham. Det var højt fremstammer jeg. Kjeld griner ”Nå for søren, så nænner jeg næsten ikke at fortælle dig at du kan kan risikerer og møde bølger på 15 eller 20 meter”

Det er sent inden der med kram bliver sagt farvel og mens Roeren har travlt med at fortøjer vores gummebåd Istedgade fælder jeg lige en lille tårer. Det har været en fantastisk aften og jeg er helt høj på en blanding af lykke og frustration, da jeg cykler mod mit hood – Vesterbro!

 

3 kommentarer

  • Claus Henriksen

    Ansøgning skrevet 😆 ihvertfald kommer jeg til at følge jer verden rundt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bent Louis jensen

    Hej skipper. Jeg er lige fyldt 72 så for mig er der kun drømmen tilbage, den drøm udlever i for mig, det I begiver jer ud på lyder fantastisk, jeg vil følge jer på turen rundt i verden

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frustrationens mange ansigter