Jeg har ikke lyst til at dø

Beklager på forhånd hvis dette indlæg er til den banale og sentimentale side. Ikke desto mindre var det præcist sådan jeg havde det sidste weekend og desuden sidder jeg på cafe og drikker tripel espresso og har det som en Red Bull med vinger.

Sidste weekend stod i festivalens tegn. Det var min første festival oplevelse overhovedet!! Ja, I know.. Jeg er 33 år gammel og jeg har aldrig været på festival før. Jeg har bare aldrig kunne lade være med at regnestykket: “Hvor langt kan man flyve for en festival billet?” Eller “Hvor mange portioner thailandsk pho eller russisk borscht kan jeg få for prisen på en øl?” Og så har valget bare aldrig været særlig svært for mig. I år havde jeg dog besluttet mig for at det skulle være anderledes og det var en kæmpe succes.

Jeg skal ikke kunne afgøre om det var det fantastiske vejr, stemningen eller øllene, men ihvertfald blev jeg helt rørt over koncerten med ‘De eneste to’. Jeg er som sådan ikke fan af Simon Kvamm og Peter Sommer, men de formåede at skabe en kæmpe fest og specielt nummeret “Jeg har ikke lyst til at dø” gjorde indtryk og efterlod mig med gåsehud over hele kroppen.

Der er simpelthen så meget jeg gerne vil, så mange projekter, så mange drømme og jeg kan blive helt panisk ved tanken om hvor kort tid jeg har til at udleve det hele. Mit liv og mit projekt passerede ihvertfald revy et øjeblik. Jeg er så sindsygt taknemlig og det blev endnu engang slået fast for mig at det er det helt rigtig jeg har gang i.

På billedet er min skønne kollega Ildiko som jeg introducerer for Suspekt for første gang. Jeg hørte dem til Skanderborg og jeg tror hun er lettere chokeret over lyrikken 🙂