Så er jordomsejlingen for alvor i gang!

Hvor amatør-agtigt!

paa-toppen
“Det er bare så amatør-agtigt” siger jeg i telefonen. “Ja ja, så var det jo heller ikke værre” siger Karsten, min ven og mentor i den anden ende. “Du har lige sejlet dit første store stræk – Well done” fortsætter han. Jeg lapper ordene i mig – jeg har virkelig brug for at høre at jeg ikke er en kæmpe fiasko. Jeg er helt sikker på at hvis jeg ikke havde angret mine fejltagelser, så havde der ventet mig en alvorlig og løftet pegefinger.

Vesterbro og besætningen er lige kommet i land efter 9 døgn til søs og har tilbagelagt mere end 1200 sømil sammen. Ikke alt er gået som planlagt. Vinden er ellers god, søen viser sig fra sin venlige side og humøret er højt de første dage, men så begynder vinden at svigte.

Og her begår jeg min første fejltagelse. Vi har holdt en høj gennemsnitsfart som på intet tidspunkt har været under 6 knob, og nu lader jeg mig presse af både besætningen og min egen lyst til tempo og tænder for motoren i perioder hvor vinden pludselig er mindre gunstig. Vi sejler godt nok 4,5 knob direkte mod målet – det er jo egentlig helt okay på en nattevagt.

Efter nogle dage på denne måde bliver min anden og helt store fejl åbenlys. “Hvor meget diesel er det egentlig der er plads til i tanken?”. Er det 180 L eller er det 220 L – jeg er pludselig i tvivl og jeg føler mig meget lille. Jeg har holdt nøje øje med motortimerne, men her bliver min tredje fejl åbenlys, “Hvor meget diesel er det nu jeg bruger pr. time? Er det 2 eller er det måske 4 liter?”. Jeg bliver pludselig usikker og jeg ringer til Roeren via satellittelefonen, som lover at undersøge det med den tidligere ejer.

Vi har kørt en del timer på lave omdrejninger, men hvor meget mindre diesel mon jeg forbruger ved 1400 omdrejninger frem for de sædvanlige 2100? Jeg har ingen anelse og knuden i maven vokser. Min fjerde fejl er heller ikke til at komme udenom – jeg har ingen ekstra diesel med! De ekstra tanke jeg har taget med er fyldt med vand og med en næsten fyldt vandtank er det ikke meget værd.

Egentlig har jeg mest lyst til at smide mig ind på køjen, lukke døren og tude lidt over min egen dumhed, men jeg gør ingen af delene. Jeg mærker et kæmpe sus i maven – jeg er ansvarlig for de her mennesker og det er mit ansvar at få dem sikkert i land.

Klokken 9 – halvandet døgn fra Azorerne tager jeg konsekvensen af min usikkerhed og slukker motoren. Jeg har på dette tidspunkt haft tommestokken i dieseltanken adskillige gange, men med en konisk form er det umuligt for mig at beregne hvor meget diesel vi har tilbage. Jeg tør simpelthen ikke fortsætte med at gå for motor. Der er fuldstændig vindstille, men vi har rigeligt med både mad og vand ombord og der er reelt ingen fare. Hvis vi først løber helt tør for diesel er en redningsaktion nærmest uundgåelig for en uerfaren besætning og som minimum skal vi have fragtet diesel ud til os.

Hvis stemningen var trykket før er det intet imod den stemning der kommer da motoren først er slukket. Sejlene står og slår utålmodigt frem og tilbage og lyden er til tider øredøvende – besætningen surmuler og det er vanskeligt at finde nogen der har lyst til at hjælpe med opvask og madlavning. Det er ikke fordi jeg ikke forstår dem. Det er aldrig sjovt at sejle uden at komme ud ad stedet, men ikke desto mindre så er det nu en gang realiteterne vi må forholde os til. Jeg føler mig enormt alene i situationen og jeg er pinlig bevidst om mine fejltagelser.

Jeg er nu alligevel lidt skuffet over den manglende opbakning, og jeg kan ikke lade være med at give dem en lille opsang.
“Helt ærligt” sige jeg. “Vi har haft en fantastisk tur, vi ligger midt på et kæmpe ocean, om lidt er vi på Azorerne og vi har oven i købet gjort det i en rigtig fin tid – og endnu vigtigere vi har det godt alle sammen”.
Der bliver kigget ned.
Philip mumler at man godt må have lov at være i en følelse, og Kristian siger at nu havde han bare lige sat sig i hovedet at vi skulle nå land på 8 døgn og at det derfor føles som en fiasko. Jeg kan ikke lade være at smile ad hans næsten barnlige naivitet, men jeg er ikke færdig med at skælde ud.
“Sådan er sejlads jo” fortsætter jeg, ”Man lægger en plan, men to sekunder efter ændrer omstændighederne sig og man må lægge en ny plan”.
“Ja, jeg har dummet mig” siger jeg ærligt, “men jeg synes vi er meget langt fra at være en fiasko. Vi har klaret det pisse godt indtil videre og nu vil jeg i øvrigt fejre at vi har set land. Er der nogen der vil have kolde bobler?”
Intet svar.
“Hallå -er der nogen der vil have bobler?” spørger jeg og indser at jeg stadig taler med hævet stemme.
”Kristian vil du ha jomfrutåren? Det var trods alt dig der så land først?”
Der bliver nikket rundt omkring og med bobler i de højstilkede plastikglas kan vi ikke lade være med at grine over at vi for 20. gang sejler forbi det samme punkt på øen inde bagved uden at komme synderligt tættere på.

Hold op hvor har jeg lært meget på denne tur!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så er jordomsejlingen for alvor i gang!