Den blog ser da underlig ud…

Hvad drømmer du om?

Egentlig havde jeg besluttet at jeg ikke ville lave noget der involverede bukser og bh i dag. Nu tænker I måske (snedige som I er) at man da sagtens kan blogge uden nogen af delene, men eftersom jeg har sneget mig i ”pleje for en dag” hos en veninde tænker jeg at jeg til gengæld hellere må klæde mig reglementeret på.

”Hvorfor får du ikke bare en kæreste?” Driller en af mine venner mig en dag vi taler om min jordomsejling. Jeg får en umanerlig trang til at stikke en finger i øjet på ham, men jeg nøjes med at skære en sur grimasse. ”Hvad ville du gøre hvis alt var muligt? Hvis du i morgen kunne gøre præcis det du gerne ville?” Spørger jeg ham i stedet. Nu er det ham der skærer en grimasse og han kigger forvirret på mig. Han tøver.. alt for længe synes jeg. Mens han tænker har jeg allerede linet de første drømme op i mit hoved. Der er drømmen om en kolonihave, drømmen om at sætte min paradisæblesnaps i produktion, drømmen om at dyrke triatlon (yeah right), drømmen om at dyrke mine egne tomater, putte dem på dåse og spise dem hele vinteren (straks mere realistisk) og så er der drømmen om at lave og sælge min egen tang is (jeg tror ikke verden er helt klar til den drøm endnu). Min ven svarer at han egentlig synes han har det meget godt, men jeg bliver insisterende ved. ”Hvad drømmer du om?” Til sidst ender han med at svare at det da kunne være dejligt at få svaret på alle arbejdsmails i morgen inden kl. 10. Jeg ryster opgivende på hovedet. Skør drøm – og som alle ved, i øvrigt helt urealistisk!

Men hvorfor er det egentlig så vigtigt om drømme er realistiske eller ej? Er det ikke langt vigtigere at man overhovedet har dem?

IMG_0001

Bag mig er den første spiler som jeg selv (ok, næsten i hvertfald) har sat op – pavestolt!

Drømme kommer og går. Den ene drøm udskifter den anden – sådan har jeg det i hvert fald. Jeg har det samtidig også sådan at jeg sjældent gør noget halvt og lige nu tror jeg fuldt og fast på den her drøm, men af gode grunde jeg ved jo ikke om den bliver til virkelighed. Jeg føler ofte at jeg skal forsvare min drøm. Venlige og sikkert velmenende mennesker vil teste mig og stiller kritiske spørgsmål. Er hun mon nu realistisk? Hvorfor er det vi har en tendens til at hive mennesker der svæver bare en lille smule ned på jorden og fortælle dem hvad der er muligt eller endnu værre -umuligt?

En ting er sikkert. Der er ingen der nogensinde vil kunne tage den her tid fra mig. Tiden hvor jeg drømmer stort. De seneste måneder har været helt fantastiske og jeg har haft den ene fede oplevelse efter den anden og jeg har mødt de sejeste og mest inspirerende mennesker som jeg ikke ville have haft chance for hvis jeg ikke havde turde drømme.

Drømme er ikke nødvendigvis en jordomsejling. Drømme kan være små eller store og drømme kan være mere eller mindre realistiske, men det gør dem ikke mindre reelle af den grund. Det er stadig drømme.

Hvad drømmer I om?

 

8 kommentarer

  • Hej Vibeke. Jeg faldt over din blog og har læst den på en aften. Du er jo sej! Jeg glæder mig til at følge din planlægning! Man skal gøre det, man har lyst til her i livet, og er det at sejle jorden rundt i egen båd, så er det det, du skal gøre! Jeg håber på et nyt indlæg snart!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vibeke Svenningsen

      Hej Stephanie.. Det er jo imponerende!! Jeg bliver altid rørt når nogen kommenterer eller når folk gider at læse med og at du snupper samtlige indlæg i et go er jo helt fantastisk. Bloggen har haft lidt ferie i seneste uger, men nu er jeg stærkt tilbage igen. Håber du bliver ved med at have lyst til at følge med. Kh Vibeke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia Johannesen

    Hej Vibeke !
    Fandt idag din blog ved et tilfælde. Du er GIGA sej og modig. Fedt at du drømmer STORT og at der ikke er Jantelov der 🙂
    Samfundet kunne trænge til flere af din slags – ellers bliver det hele alt for konformt. Mit motto er: Livet skal leves modigt !!!!
    God vind – jeg vil med glæde følge din historie. Mvh. Mia fra Århus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vibeke Svenningsen

      Hej Mia.. Tusind tak for din kommentar og dine roser. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til dit motto 🙂 Kh Vibeke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna Christoffersen

    Hej Vibeke!
    Faldt over din blog i dag ved et tilfælde, og har brugt min aften på at læse alle dine blog indlæg. Du er simpelthen så sej og du ser bare så sød ud! Du er virkelig inspirerende! Jeg selv er kun 19 år, men drømmer om al den erfaring der venter på mig ude i verdenen nu hvor jeg er færdig med gymnasiet. Jeg drømmer om at få min egen familie en dag, om nogle år. Dét er nok min største drøm.
    Glæder mig til at høre mere om dit eventyr, som du allerede er begyndt på!
    Held og lykke knus Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vibeke Svenningsen

      Hej Nanna. Mange tak for din hilsen. Jeg er glad for at du nyder bloggen og jeg håber du bliver ved med at følge med 🙂 Drømme kan være mange ting – både små og store. Jeg kan tydelig huske de drømme jeg havde da jeg gik i gymnasiet og mange af dem er heldigvis blevet realiseret. Held og lykke med dine drømme. Kh Vibeke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • jonas kamban

    Hej Vibeke ingen tvivl man skal drømme stort og larmende… Har fuld din blog, og synes det er en fantastisk drøm du har gang i. Jeg bruger selv en drømmelogbog både for hverdags drømme, og dem der tager lidt længere tid at realisere. Der skal være højt til himlen. Glæder mig til at følge dig videre. God vind. Hilsen Jonas

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vibeke Svenningsen

      Hej Jonas. Jeg kan godt li din måde at beskrive drømme på – store og larmende! 🙂 Tak for tippet med en drømmelogbog. Kh Vibeke

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den blog ser da underlig ud…