Hipster møder havet

Fredag morgen vågner jeg ved at min roomie smækker døren til vores lejlighed i. Jeg kommer i tanke om at han skal være i lufthavnen meget tidligt og at det sikkert er ham der er gået. Hvad jeg til gengæld ikke husker er hvornår jeg kom hjem og jeg er faktisk heller ikke helt sikker på hvordan. Jeg har været til gadefesten Distortion og den har sat sit tydelige præg.
Jeg har lovet mine forældre at jeg kommer og besøger dem i et sommerhus i Aabenraa i weekenden, men lige nu kan jeg ikke rigtig overskue togturen. Jeg lukker øjnene og prøve at sove igen, men min mave rumler. Jeg er sindssygt sulten. Jeg sprang aftensmaden i går over til fordel for øl og granatæbleshots og det fortryder jeg på flere niveauer nu. Det eneste jeg kan tænke på er shawarma og til sidst må jeg indse at jeg ikke får sovet før jeg har fået noget mad. Jeg er sikker på at jeg har et hvidkål og et halvt blomkål i køleneren. Sundt og nærende bevares, men bare ikke lige det jeg har lyst til.
Jeg får en (synes jeg i hvert fald på det her tidspunkt) genial ide. Jeg finder computeren frem fra under sengen med den ene arm og tjekker rejseplanen. Minsandten om der ikke går et tog mod Jylland kl. 4.49, dvs. om 40 minutter – lige tidsnok til at jeg kan nå at smide lidt tøj i en taske og svinge omkring Istedgade efter en durum inden mit tog afgår.

Da jeg står op sender lige min mor en hurtig selfie med en ballonhat jeg på magisk vis har fået med hjem.. Bare så hun ved jeg kommer selvfølgelig!
Det bliver en hård tur over Sjælland, men da de sidste Distortiontosser er stået af i Slagelse går resten af turen hurtigt og jeg bruger den resterende tid på at underholde mine venner med skøre selfies og at blive nogenlunde ædru inden morgenmad med resten af familien. Da jeg endelig ankommer til Rødekro kl. 8.30 impuls shopper jeg en l juice, en l koldskål, en bakke jordbær og en pose kammerjunkere – nu er jeg klar til breakfast vol. 2!
Da jeg ankommer til sommerhuset – nu ædru (i tilstrækkelig grad i hvert fald) skal jeg lige sikre mig at alle har opdaget jeg er ankommet og jeg får vække de sidste familiemedlemmer. Nåå.. Lå i og sov? Det må i sørme undskylde, men her kommer jeg altså! Sommerhuset ligger sindssygt smukt og har den vildeste beliggenhed og min far mener lige vi kan nå at hente fiskegarnet inden vi spiser. Jeg har aldrig hentet garn før, men er fast besluttet på at give en hånd med. Det involvere jo en båd og selv om mine forældre ejer en makreldåse af en motorbåd så vil jeg under ingen omstændigheder gå glip af noget action.
Jeg kommer bestemt ikke til at fortryde at jeg tog med ud at hente net og da fiskene nærmest vælter ind (for en vesterbro-pige ihvertfald) hopper jeg op og ned i båden af bare begejstring. Resten af weekenden bliver brugt på at svømme, gå ture, sejle, fiske og så selvfølgelig at spise fisk. Så simpelt og så lækkert. Jeg er i virkeligheden enormt tiltrukket af det simple liv. Følelsen af at sejle ud og sætte et enkelt net for så at hive det ind igen næste morgen og spise fangsten til både frokost og aften er enormt tilfredsstillende og den vildeste luksus synes jeg.
Og så skal i selvfølgelig ikke snydes for lidt stemningsbilleder.

Jeg faldt pladask for denne fine kærestebænk

Nettet tørrer
Ingen kommentarer endnu