Enogfyrre måneder....

Enogfyrre måneder….

Det er præcis så lang tid jeg har til at forberede mig på mit livs odyssé. Jeg, en 32 årige kvindelig akademiker uden nogen form for praktisk snilde og uden sejlerfaring overhovedet har besluttet mig for at tage på en jordomsejling! Really, tænker du sikkert? Er det nu også en god ide? Heldigvis har jeg en uddannelse i ‘Strategi og Organisation’ i ryggen til at hjælpe mig med at overbevise jer om, at det selvfølgelig er verdens bedste ide. For at svare på jeres (måske) snedige og skeptiske spørgsmål har jeg valgt at gå lidt struktureret til værks.

The Who?

Drømmen skal jo starte et sted og jeg kan ikke vente på at den perfekte mulighed byder sig, så i første omgang er det mig (mig, mig, mig) der skal afsted. Jeg har planer om at anskaffe mig en båd med 6 køjepladser og dermed skulle der være rig mulighed for at have gaster (en slags logerende til søs, har jeg lært), familie eller venner med om bord i kortere eller længere tid af gangen.

The Why?

Jeg er faktisk ikke sikker. En drøm, en følelse, et behov eller (hvis jeg skal være virkelig streng) en flugt fra hverdagen måske? Jeg elsker eventyret og har gjort det siden jeg som en 14 årig uimponeret teenager forelskede mig fuldstændig i Grønland. Stilheden, storheden, farverne og lyset overvældende mig. Jeg har tænkt tilbage på den tur mange gange og jeg tror den ændrede noget for mig. Der var en frihed og nysgerrighed der vågnede i mig. Jeg har ofte taget mit kæreste eje, min backpack (som i øjeblikket er på opdagelse uden mig) på ryggen og gået rundt i min lille lejlighed når jeg var alene hjemme og drømt mig til fjerne destinationer. Jeg har også altid været draget af vand. Jeg synes det giver en helt særlig ro, men samtidig også et løfte om noget nyt og uopdaget. Det er som om eventyret bare ligge derude og venter. Jeg svømmer, dykker (alright det er længe siden) og står vandski når muligheden byder sig, men faktum er at jeg faktisk aldrig har været på en sejlbåd! En af mine venner ejer endda en sejlbåd, men jeg har for længst opgivet håbet om nogensinde at få lov at komme om bord. Ja, faktisk har jeg har ham stærkt mistænkt for at man skal være udstyret med en penis for at få lov at stævne ud i Ingeborg.

Lad mig slå det fast med det samme. Jeg elsker gode ting! God mad, lækkert tøj, dansk design, smukke møbler, men frem for alt så elsker jeg gode mennesker! Da jeg var studerende havde jeg indrettet min garderobe og min lejlighed med de lækre ting som budgettet nu engang tillod. Byttet mig til små skatte,  indrettet mig med loppemarkedsfund eller ting købt på den blå avis. Næsten et år efter at jeg var startet i et fast job, fandt jeg mig selv i gang med at opgradere garderoben og møblerne til endnu smukkere ting i et endnu lækrere design. Minusset på studiekontoen var der stadig og jeg det fik mig til at tænke over begrebet succes. Hvad er succes og hvordan måler man det? Hvad er det jeg ønskede at stå tilbage med? Er det virkelig de 6 y-stole eller er det noget helt andet? Jeg var blevet led og ked af mit overforbrug og jeg skal ikke afvise at det bestemt har haft en indvirkning på at beslutningen om en jordomsejling blev truffet netop nu. Der er ingen tvivl om at vi lever i en tid hvor “jeg” er i centrum. Hvor materialistiske erhvervelser og karriere bliver identificeret med succes og jeg elsker mit job. For mig kan det bare aldrig stå alene, men det kan det nok for de færreste. Jeg er bare ikke sikker på at det er alle husker det.

Min mor sagde for nylig: “Ja, du er ihvertfald ikke som alle andre”. Da hun sagde det er jeg faktisk ikke sikker på at det var positivt ment. Måske heller ikke det modsatte. Snarere en tør konstatering som i virkeligheden kunne betyde at hun håber jeg jeg snart falder til ro (hvad det så end er), stifter familie, får en lille have, passer mit job og i øvrigt holder op med at være så besværlig og give resten af familien grå hår i hovedet. Jeg ved ikke om de drømme nogensinde kommer – jeg tænker det. Et par dage efter at jeg havde besluttet at tage på jordomsejling slog det mig ihvertfald pludselig at jeg ikke havde taget et eneste menneske med på råd. Det var faktisk en skræmmende opdagelse. Er jeg virkelig så egenrådig at jeg ikke har behov for at diskutere en så stor beslutning med noget menneske? Istedet havde jeg nøgternt informeret familie og venner om min plan. Måske fordi jeg følte at det var det eneste jeg kunne gøre? Jeg tænker at jeg ikke behøver at vælge mellem drømmen om familie og drømmen om eventyret og at jeg sagtens kan få begge dele. Det må tiden vise.

The When?

Enogfyrre måneder er en udfordring på mange måder. For det første fordi det giver mig ekstremt kort tid til at blive dygtig nok til at sejle og få den fornødne viden, skrabe penge sammen og skaffe en passende båd. Det bliver også en udfordring fordi der er så uendelig længe til. Alle der kender mig ved at jeg handler først og tænker bagefter. Når en beslutning først er truffet kan jeg faktisk ikke vente et sekund mere på at realisere den. Det betyder at min tålmodighed virkelig bliver sat på prøve og at følelsen i maven i øjeblikket varierer mellem eufori og tomhed. Datoen er sat til d. 1. August 2018. Dels for at have et mål, men også dels fordi jeg tænker at det er det hurtigste jeg kan blive klar til at tage afsted. Og så er der vist også noget med efterårsstorme i Biscayen at tage højde for….og en passatvind jeg skal fange på vej over Atlanten.

The Where?

Planen at stævne ud fra København, sejle gennem Kielerkanalen, ned gennem den Engelske kanal og herfra videre gennem Biscayen og langs afrikas kyst til jeg når Grand Canaria. Herfra sejler jeg over Atlanten og rammer (med lidt held) Venezuelas vestkyst, Caribien og videre gennem Panamakanalen og når Galapagos. Herfra sejler jeg videre over stillehavet til Fransk Polynesien og så til Fiji og Indonesien. Herfra er jeg ikke sikker på hvad der skal ske. Egentlig ville jeg helst sejle gennem Suez og hjem gennem Middelhavet, men idet jeg ikke har noget ønske om at møde somaliske pirater må farvandet i Adenbugten enten krydses om bord på et containerskib (som ansat i et rederi burde jeg måske vide hvad sådan en tur kan stå i), eller også må man hele vejen rundet om Afrikas sydspids, hvilket kan betyde op til et års ekstra sejlads. Og så har jeg forresten lovet mig selv at hvis jeg stadig er søsyg når jeg når Australien, så tager jeg altså resten af turen til fods og i tog (altså gennem Asien og Rusland).

The How (and the how much)?

Når udgangspunktet på kontoen er minus 14.000 kr er der altså utrolig langt til sejlklar båd for ikke at nævne, noget at leve af de 2-3 år som sådan en jordomsejling varer. Jeg har derfor implementeret strategi “Back to Black” der kort fortalt allerede har betydet følgende forandringer i mit liv:

  • Jeg har fundet et´ stykke tysk udvekslingsstuderende som i øjeblikket camperer på min sofa
  • Jeg har….langt om længe indset at det faktisk er langt billigere (surprise) at handle i Netto frem for Irma og jeg savner næsten ikke de lækre specialprodukter som jeg plejer at slæbe med hjem fra “Mad & Vin” i Magasin (ok, det er løgn)
  • Jeg har skiftet blogs og insta updates fra Yvonne Koné og Gardenia Shoes ud med updates fra fora der handler om sejlsport og langturssejlads. Ved siden af mig ligger dog den lækreste blå ruskindstaske der vidner om at dette er en meget nylig beslutning (materialistisk lykke skal ikke undervurderes).

Mine kompetencer  på en sejlbåd ligger mildest talt også et stykke tilbage at ønske. Jeg har derfor meldt mig ind i en sejlklub og jeg starter på et såkaldt duelighedsbevis til sejlbåd i næste uge – meget mere om det senere er jeg sikker på!

Eventyret og nedtællingen er begyndt…. enogfyrremåneder!

4 kommentarer

  • Heidi

    Hold da op, hvor kan jeg bare genkende mig selv i mange af dine tanker, drømme og overvejelser! Det er slet ikke utænkeligt, at du modtager en ansøgning én af dagene ☺️😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vibeke Svenningsen

      Hej Heidi – hvor er det dejligt jeg ikke er alene om dem 🙂 Jeg vil glæde mig til at modtage din ansøgning! Mvh Vibeke

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Steen Esbjørn Hansen

    må give dig ret, når du mener du rammer Den sydamerikanske vestkyst, når du sejler ud re Grand Canaria, så har du rigtigt meget at lære, for det må jo være østkysten du kommer til først, og så når du sejler gennem Panamakanalen, kommer du ud til vestkysten, men rigtig god tur, og der skal nok være mange dygtige gaster der vil med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vibeke

      Hej Steen. Tak for hilsen og din rettelse. Det må jeg hellere se at få ændret 😉 Mvh Vibeke

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Enogfyrre måneder....