En dag for anker

“Det lyder da sjovt” svarer jeg frejdigt da Ubådskaptajnen foreslår at vi sejler til en nudiststrand uden for Vigo, som kun er tilgængelig med sejlbåd. “Øhh, men skal man være nøgen?” spørger jeg tøvende.  Det kan hurtigt tage vores bekendtskab til et helt nyt niveau tænker jeg – og det er et skridt jeg ikke er klar til at tage. Det mener Ubådskaptajnen heldigvis ikke at man skal.

Efter afgang fra A Coruña er maven blevet så søstræk at jeg snupper en kop kaffe og læser lidt i bogen “Himmel og Hav” som er på pensumlisten til Yachtskipper 3 eksamen. En uddannelse jeg håber at få taget til efteråret. Vi stryger afsted fra A Coruña mod Vigo med 8 knob på forsejlet alene. Vi har vinden lige i røven og efterhånden som vinden tager til stiger farten yderligere. Vi har vindstød på 16-18 m/s og når en topfart på 11,5 knob. Når jeg vender mig rundt kan jeg se 3 meter høje bølger bag os og selv afhopperen som er 77 år hujer begejstret når vi surfer afsted på en af bølgerne. Det er en FED følelse.

Vigo er egentlig en meget smuk by med flotte gamle gader og bygninger, men hvis man ikke er til badestrand sker der måske ikke helt så meget som jeg godt kunne tænke mig. Så da Roeren og jeg har brugt et par dage på at vandre rundt i byen beslutter vi os for at der skal ske noget andet. Derfor tager vi ud at stå på et Stand-up Paddle Board. Det var sindsygt sjovt og sådan et skal jeg helt sikkert have fat i. Du kan læse indlægget her.

Til Roerens store fortrydelse ligger vi for anker så tilpas langt fra nudiststranden, at de nøgne kroppe kan kun anes, men Roeren mistænkes for at have gjort brug af kikkerten i smug. Da vi opdager en på stranden der tager en løbetur bliver hele båden dog pludselig interesseret i at identificere om motionisten er mand eller kvinde.

Hen på aftenen, da vi har solet og badet tilstrækkeligt indtager vi en improviseret pastaret, løfter ankeret og sætter kursen mod næste havn – Porto.