En blå verden

Den første sømil

IMG_4815

Det var altså ikke lige sådan en plastik dims jeg havde drømt om at styre med. Det ligner enden af en bobslæde eller en spade jo!!

Så har jeg sejlet den første sømil nogensinde! Var det fedt? Var jeg go? Var det svært? Ja! Slet ik! og Helt vildt! Nogenlunde sådan kan min første sejloplevelse vist opsummeres.

Skipperen som hed Henriette var meget ny og hun havde derfor allieret sig med overstyrmand Finn for at styre den seks mand store (og meget uerfarne) besætning.Båden hed Peter og er 33 fod lang (det kan vistnok ganges med 0,3048 for at lave det om til meter). Jeg ved stadig ikke ret meget om både, så indtil videre må I nøjes med “Det er en rød bil” versionen.

Let og elefant kravler jeg om bord på Peter.Det er kun 2. gang jeg er om bord på en båd, men det behøver de andre jo ikke at opdage (endnu), så jeg hopper hjemmevant (sådan cirka da) fra kajen og ud på båden og går selvsikkert op mod kahytten (det kan man sikkert blive skudt for at kalde det – det er jo ikke nogen Oslo båd) – kun for at opdage at de andre allerede ER gået om bord. Bare på båden ved siden af – det er en ommer!

Der er mange der har spurgt mig om jeg ikke er helt høj eller helt euforisk efter at have besluttet at tage på en jordomsejling. Svaret er jo – rigtig meget af tiden. Men jeg bliver også i tvivl eller går i panik. Især over det med at lære at sejle… Jeg tror jeg skal lade være med at tænke så meget over alt det jeg skal have lært og alt det jeg ikke ved en pind om endnu og så bare have det sjovt. Så skal det nok komme – håber jeg.

Da vi kommer ud på vandet får jeg får taget mod til mig og overtager rorpinden og prøver at styre lidt. Jeg tror Henriette kan se at jeg er lidt betænkelig ved det hele så hun råber ikke så meget af mig som hun gør af nogen af de andre. Det gør hun ellers en del i – råber altså, men hun lover os at vi alle sammen er venner igen så snart vi når i land. Det er da altid noget tænker jeg. Jeg forsøger at få fornemmelsen for vinden og at styre båden så vinden rammer sejlene rigtigt – det går nogenlunde, men jeg har ikke helt fornemmelsen af det endnu.

IMG_4812

Storsejlet.. Og min nye bedste ven øverst.. En pil og to sorte firkanter

Resten af sommeren vil jeg forsøge at sejle hver mandag og tirsdag og så dykke om onsdagen. Om aftenen har jeg det som om jeg har festet 5 dage i streg. Jeg tror nok min roomie synes jeg er en underlig snegl. Så snart jeg kommer ind af døren byder han på mørk tysk øl, tysk Nutella (med crunch – jeg er sikker på han oversælger den) eller humus (sikkert efter tysk opskrift), men jeg vælter bare ind i sengen og hvis jeg er heldig husker jeg at gå i bad eller at tage sokkerne af inden jeg falder i søvn.

Jeg spørger de andre om jeg må tage lidt billeder (man er vel høflig) – jeg blogger nemlig lidt. Henriette siger at hun altså godt ved hvem jeg er for hun har nemlig set min blog. Det synes jeg er helt vildt mærkeligt at tænke på og pludselig bliver jeg nødt til at fortælle dem alle sammen om mine planer. Det lidt som at gå ind i det forkerte omklædningsrum i svømmehallen. Jeg føler mig virkelig forkert – jeg er jo ikke en af dem. Sejlerfolket altså, så hvad laver jeg egentlig der? Jeg ville ønske at jeg i det mindste havde haft et håndklæde at gemme mig bag. Men nu sidder jeg bare der. Helt dum og med rorpinden i hånden og drømmer om at lave en 5 dobbelt saltomortale fra 10 meter vippen – sådan føles det i hvert fald.

På hjemturen kunne jeg se at Finn skævede lidt i min retning et par gange. Jeg gad nok vide hvad han tænkte, men jeg turde ikke at spørge. Måske tænkte han at jeg er småskør eller i bedste fald lidt naiv? Jeg tror også han synes jeg er lidt sej.. Da vi var kommet i land sagde han ihvertfald “Vi skal nok få gjort en sejler-pige ud af dig” Jeg blev sgu næsten så glad at jeg kunne have kysset ham! Finn har sejlet i 50+ år, så han ved hvad han taler om!

Det var en virkelig god første aften på vandet. Finn og Henriette er super hyggeligt selskab og jeg glæder mig til at sejle med dem igen. Jeg mangler jo også stadig at give Henriette en god grund til at råbe af mig.. men den mulighed skal hun nok få er jeg sikker på. Hun råber i øvrigt mest når det lykkedes for de håbløse sejlelever at få bommen til at flyve ukontrolleret frem og tilbage over båden i rasende fart. Så skal der lige lidt styr på rekrutterne!

Og nå jo.. Så blev jeg forresten lidt søsyg. Ikke noget alvorligt, men nok til at gøre mig lidt utilpas.. Jeg kunne godt selv se ironien, men Henriette grinede høj og sagde hvis jeg blev søsyg på en vindstille dag på Øresund så gad hun godt se mig på Atlanterhavet. Heldigvis skyndte hun sig at anbefale et armbånd fra apoteket som vist skulle taget toppen. 1000 af dem tak!… Men søsyge går vel over igen? Ik?

Det minder mig om bogen Halvvejs af Lars Bo Kirk. Bogen handler om et ægtepar der tager deres 3 unger med ud på en jordomsejling. De første uger er de alle sammen meget søsyge og en af drengene kaster op eftermorgenmaden og siger “Mor, må jeg god få en ny Nutella mad? “Det må man sige er at tage søsyge i stiv arm – jeg er ikke sikker på at jeg er lige så sej!

 

IMG_4819

Indsejlingen til Langelinie Lystbådehavn

 

 

1 kommentar

  • tito sciuto

    Fra en aldrende flerskrogsejler, skal der lyde et pøj,-pøj! Jeg ville vælge en flerskrogsbåd, til turen. Begrundelse: den ligger nogenlunde vandret og skræmmer ikke dine gaster/gæster der ikke har sejlet tidligere, og så er der et meget større areal at færdes/nyde det på.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En blå verden