Enogfyrre måneder....

Brev til Beha

IMG_4341

Hver uge ser knap 700.000 danske seere med når Havana stævner ud på nye eventyr i “Kurs mod fjerne kyster”. Jeg selv er ingen undtagelse og selv om jeg til tider synes det bliver en smule for sukkersødt, så kan ingen benægte at det er en ualmindelig spændende dokumentarserie med sindsygt flotte billeder. Den ville dog først komme helt ind under huden på mig hvis man gik lidt tættere på menneskerne ombord. Hvordan føles det at krydse Stillehavet når nat glider over i dag på dag 26? Når dagens højdepunkt for 5 gang på en uge er en dåse markel i tomat? Hvordan føles det at være rigtig søsyg på 7. døgn? Eller hvordan er det at have ansvaret for skib, besætning og sikkerheden ombord så langt fra et sikkerhedsnet? Hvordan er at bo så tæt på andre mennesker mange måneder i træk? Ikke destomindre har serien været en stor inspiration for mig og det har jeg skrevet en brev til Mikkel Beha om som jeg gerne vil dele med jer:

 

Kære Mikkel

Jeg har lige siddet og set et afsnit af “Langt fra fjerne kyster ekstra” og Cecilie Hother stiller spørgsmålet:

“Hvor mange års erfaring skal man egentlig have inden man bevæger sig ud på en jordomsejling?” Jeg holder vejret og holder hårdt om min gamle dykkerlog som jeg netop har fundet frem fra gemmerne.

Dit svar gør mig så lykkelig at jeg kunne tude. Det er faktisk løgn -tårerne løb allerede ned af kinderne på mig. Jeg er så lettet. Jeg tror ikke jeg klaret at endnu et menneske stiller spørgsmålstegn ved hvorvidt min drøm er realistisk eller ej.

Nul sejlerfaring er er lige præcis hvad jeg har! Det er perfekt -ja selv Cecilie Hother ser overrasket ud.

Spørgsmålene er mange, svarene er få, men drømmen og følelsen af eventyret og at det er det her jeg skal er uforandret.

“Men kan du så ikke bare blive gast” spørger min mor insisterende da jeg fortæller hende mine intentioner om at købe min egen båd. Min far,  som vistnok ser mig som en temmelig bestemt kvinde siger “Du vil bare bestemme”.

Mange af mine venner reagerer med at sige “Ej, hvor fedt” eller “Jeg kommer ud og besøger dig”, men bag deres nik og deres smil gemmer der sig en skjult skepsis. “Tror du at du kan holde ud at bo så tæt med andre mennesker?” “Hvordan får du råd og hvad skal du leve af? Er det ikke frygteligt farligt?”

For mig handler det selvfølgelig ikke om at bestemme og jeg negligerer bestemt ikke hvor hårdt det bliver at spare sammen til denne drøm over de næste 3 et halvt år. For slet ikke at tale om hvor vanskelig det blive at lære at sejle, læse et søkort, navigere og så er vi slet ikke kommet til det praktiske. Hvordan lærer en kvindelig, 32 årige akademiker lige at reparerer en motor, fikse en strømforsyning eller tætne en lækage?

For mig handler det om hele projektet. Rejsen og eventyret allerede begyndt! At bevise overfor mig selv at jeg kan det her! Jeg savner følelsen af fuldkommen frihed. En frihed og en helt særlig lykke som jeg kun oplever når jeg rejser. Oplever andre kulturer, lader mig imponere, engagere, rive med og mærker alting helt på ny.

Jeg har lejet et værelse i min elskede lejlighed ud for at skrabe penge sammen (jeg kan jo lige så godt vænne mig til den begrænsede plads), meldt mig ind i en sejlklub og om 8 dage starter jeg på mit duelighedsbevis.

Jeg har et godt job og jeg mangler ikke noget. Jeg er i virkeligheden nok blevet træt af at bruge så mange penge på lækkert tøj og de helt rigtige designmøbler. Det fik mig til at tænke på hvordan man måler succes og hvad jeg egentlig ønsker at stå tilbage med når jeg engang er færdig her på jorden.

For nylig hørte jeg om en sygeplejerske der havde arbejdet på et hospice i mange år. Hun sagde at hun igennem sit erhverv havde hørt mange forskellige ting fra mennesker hvis liv snart var forbi. Ting man var glad for, ting man havde fortrudt og ting man ville ønske man havde gjort mere af i sit liv. Men, sagde hun. Hun havde aldrig hørt nogen sige at de ville ønske at de havde arbejdet mere.

Jeg har faktisk ikke tal på hvor mange af de såkaldte fjumre år jeg selv har brugt. Fakta er i hvert fald at jeg først blev færdiguddannet som 30 årige, men fakta er også at når dagene er grå, når jeg dagdrømmer for mig selv eller når der skal fortællers røverhistorier til vennerne, så er det historierne fra mine mange rejser jeg finder frem.

Mikkel du har virkelig inspireret mig til at turde tage springet.

Lige nu har jeg som sagt langt flere spørgsmål end svar. Jeg ved jeg har meget at lære og jeg går ydmygt til opgaven. Tak for opbakningen, inspirationen og troen på at det kan lade sig gøre!

Eventyret venter.

De bedste hilsner

Vibeke Svenningsen

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Enogfyrre måneder....