Life of a blogger

Behørig udkig

IMG_4378

Og en hel masse andre termer som jeg aldrig har hørt før,men som på et tidspunkt skal blive en del af mit ordforråd, er her til aften blevet kastet rundt i luften. I dag startede jeg nemlig på mit duelighedsbevis som er en slags teoretisk kørekort – til sejlbåd altså.

Læreren som hed Poul er en sød ældre herre på omkring de 70 smiler hele tiden og minder os om at der ikke findes nogen dumme spørgsmål. Poul snakker i et væk om dørk, fok, fender og bidevind og som den dygtige studine jeg er tager jeg selvfølgelig sirlige noter til det hele og highliter de svære ord efter et snorlige system. Rød highligher til bådens indretning, blå highliter til resten – der er ikke nogen der skal sige at jeg ikke er flittig.

“Luv viger for læ” siger Poul som det var den mest simple ting i hele verden. Jeg tænker at jeg hverken har forstået hvad luv eller læ betyder, men jeg siger ikke noget. Poul smiler  og jeg smiler overbevisende tilbage. “Motor viger for sejl” fortsætter Poul. Den er jeg til gengæld med på og jeg smiler igen til Poul (jeg tror allerede jeg er hans yndlingselev). Og hvis vi har glemt alle andre regler så skal vi bare huske at “Dem der har fri viger for dem der er på arbejde” eller at “Glasfiber viger for stål” siger Poul med en reference til færgerne der sejler mellem Helsingør og Helsingborg. De andre griner, så det gør jeg også.

Ikke nok med at jeg skal have erhvervet mig et helt nyt ordforråd, så skifter ordene åbenbart også navn så snart man sejler fra land. Vidste i for eksempel at pøs betyder spand og at dørk betyder gulv? Nej, nej…Det skal ikke være for nemt.

Men det betyder selvfølgelig at jeg har en ny (og meget gyldig grund) til at sidde på cafe, drikke mere kaffe og terpe det som Poul refererer til som “Godt sømandsskab”.

Og læg så i øvrigt mærke til at mit mine nye grej på billedet!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Life of a blogger